Så skal der rides :-)
En tur fra Århus til Djursland.
Den fedeste tur.
Fredag den 1. juli red vi afsted på første etape af vores ridetur til Djursland. Første dag skulle vi ride fra Lystrup til Thorsager, hvor vi skulle overnatte på Kongsvad. Vi benyttede os af en sti, anlagt af Studstrup Værket, der starter i Skejby. Vi fulgte stien fra Lystrup og red en del langs med Grenå vej, hvor folk dyttede og vinkede, som om de aldrig havde set heste på tur før. Heldigvis var vores heste virkelig cool. Hvis ikke de havde været 100% trafiksikre, ville det nok ikke have været alt for smart at tage på sådan en tur, som vi havde planlagt. Da vi nåede til Studstrup værket, fulgte vi en cykelrute mod Rønde. Det var virkelig en lækker rute - hestene var glade, vi var glade. 8 timer senere nåede vi endelig frem til Kongsvad. Vi følte os godt brugte og bestilte os tre velfortjente pizzaer :-) Det var første gang Kongsvad havde haft overnattende gæste på den måde. Vi sov i rytterstuen og vi kunne selv vælge, om vi ville have hestene på fold eller lade dem stå inde i boks. Efter at hestene havde rullet sig og løbet sig en god tur ude på folden, besluttede vi os nu alligevel for at lade dem stå inde. Hold op, hvor blev de ædt op af myg og andre ækle insekter. Århusianst hesteblod var vidst lige sagen for de trælse snyltere...
Lørdag den 2. juli red vi gennem Kolindsund. Vi valgte dog at undgå at ride langs med vandet, da det var her fluerne var værst. Nogle gange måtte vi simpelthen bare side og baske med tøjlerne og ryste på hovederne, så nærgående var de. Det var en meget lang dag vi gik os i møde - puha! Vi var på farten fra 9 morgen til 9 aften. Nøj, hvor fik vi ømme baller. Især mig, da jeg ikke havde været helt så smart som Lene og Anita. De sad blødt i sadlen på deres lammeskind, mens jeg ømmede mig over et voksende sår på rumpen. Havde det ikke været for de to, var jeg stoppet to timer før vi nåede dagens destination: "Linda" en af Lenes veninder.
Der var desværre sket det, at Lucas var blevet bidt af en hest lige inden, vi tog afsted på turen. Biddet sad lige under sadeltaskerne. Lucas var vildt hævet og varm på området, da vi ankom til Lindas. Han var så øm, at jeg besluttede mig for at kalde 911 rescue (mine forældre) for assistance. Mine skønne forældre ville gerne fragte vores sadeltasker til de næste par destinationer.
Søndag den 3. juli valgte vi at ride så kort som muligt. Vi ville ride direkte til Islænderhotellet, hvor vi skulle overnatte den nat. Det var skønt! Hvor vi de andre dage havde reddet hhv. 30km og 35km, skulle vi om søndagen kun ride 15km. Anita og Lene valgte at benytte muligheden af mine forældres "fragtfirma", så de red uden sadler. Det var (er) jeg slet ikke erfaren nok til at gøre endnu. Det gode ved det, var at jeg kunne låne deres lammeskind. Uhm, jeg sad dejligt hele dagen :-) Islænderhotellet var virkelig helt fantastisk. Vi skulle overnatte på et høloft. Vi lavede os en stor, god halm seng, hvor vi placerede vores soveposer på. Den nat skulle det selvfølgelig vise sig at tordne. Men vi lå lunt og trygt på høloftet og nød lyden af brag og regn.
Mandag den 4. juli stod vi op til en god økologisk morgenmad med mælk direkte fra koen. I dag skulle vi heller ikke ride så langt. Vi skulle til Veggerslev ridecenter (omkring 15km). Men allerede efter 5 minutters ridt kom vi til en forhindring. Vi skulle over en lille bitte bro ikke mere en 1½m bred og uden gelænder. Der var virkelig stejlt ned til broen. Som dem på Islænderhotellet sagde, så var der her en god mulighed for at hestehviske. Vi kom nu ikke over broen på hesteryg. Jeg fik først Lucas over. Da han var ovre, var der ingen problemer med Prins. Simba skulle virkelig overtales. Jeg trak og Lene skubbede. Men vi kom alle over og kunne fortsætte turen. Da vi om eftermiddagen ankom til Veggerslev lukkede vi hypperne ud på fold og satte os ind i de dejligste sofaer i rytterstuen. Helt perfekt. For at gøre det endnu bedre kom Linda (Lenes veninde) med rostbeef, ovnkartofler og Bernaise sovs - mums! Det var også her på Veggerslev, at vi prøvede kræfter med hestefodbold. Må nok indrømme, at Lucas og Prins ikke ligefrem var de store spillere, så super Simba rendte af med sejren: mange - 0.
Tirsdag den 5. juli vores sidste dag og kun en udfordring mere skulle beståes - nemlig havet. Vi red ned til Gjerrild strand. Det blæste voldsomt. Lucas tog det virkelig pænt og gik fint ud i vandet, selvom der var meget strøm. Man kunne mærke, hvordan bølgerne trak os med ud, når de trak sig tilbage. Vild fed oplevelse. Det bedste var nu, da vi fandt en lille indsø med roligt vand, hvor alle tre heste travede igennem med høje knæløft. FEDT! Da vi kom tilbage til Veggerslev, gik der ikke lang tid, før vi blev hentet af en stor lastbil med plads til alle hestene. Lucas var den første til at komme hjem og derefter Prins og Simba.
Meget kort kan man sige, at vi havde den fedeste tur og er allerede begyndt at snakke om næste år. Vi har dog aftalt, at strækningerne skal være en del kortere. Det har været helt FANTASTISK at være så tæt på sin hest i 5 hele dage!
Klik på følgende links og læs om planlægningen mm.:
