Guide til køb af digital-kamera
Udgangspunktet for denne guide er, at kameraet primært skal bruges til at fotografere heste. Både udendørs, i ridehaller, stillestående og i bevægelse. Jeg giver ikke det endegyldige svar på hvilket kamera, som er bedst for netop dig. Men du får nogle bud på hvad du skal kigge efter og prioritere, når du skal ud og se på kamera. Jeg forsøger at holde et så uteknisk niveau som det nu er muligt, hvorfor der vil være ting som ikke bliver begrundet i detaljer.
Lad os starte med at slå fast, at du også med digitalkameraer får hvad du betaler for! Så jo flere penge du vil investere i et nyt kamera, jo bedre kamera får du. Med ”bedre” mener jeg ikke nødvendigvis at det tager bedre billeder, men at du får flere muligheder med det. I den sidste ende er det altid op til den som bruger kameraet at tage de gode billeder - kameraet er blot et værktøj.
Hvilket mærke?
Jeg vil foreslå at du kigger blandt de producenter som har lavet kameraer længe. De ved hvad de har med at gøre, og de går sjældent på kompromis med kvaliteten. Producenterne er:Canon, Nikon, Olympus, Fuji, Pentax, Minolta. Der er naturligvis undtagelserne: Sony og Kodak som også kan anbefales.
Megapixel?
Et højt antal megapixel er ikke nødvendigvis afgørende for hvor gode billeder et kamera kan tage. Hvis optikken (glasset) i kameraet er noget billigt skrammel, hvor lyset kommer ind hulter til bulter, så hjælper det ikke meget at have et 5 megapixel kamera. De fleste kameraer som er fremme i dag har omkring 4 megapixel, og det er absolut fint. Dyrere kameraer har 7-8 megapixel.Skal du blot vise billederne frem på nettet og fremkalde i 10x15cm eller 13x18cm, så kan du sagtens bruge et 3 megapixel kamera. Jeg har set eksempler på 20x30cm billeder lavet ud fra et 2 megapixel Canon kamera, som så fine ud. Vil du gerne lave større fremkaldelser, så har du brug for flere megapixel. Jeg har med succes lavet billeder i 50x70cm med mit 8 megapixel kamera.
Zoom?
Det som du har brug for er optisk zoom. Lad dig ikke imponere af digital zoom. Det er blot en beskæring af billedet, som du kan gøre absolut lige så godt, og endda bedre hjemme på din PC. Zoom kaldes også brændvidde. Brændvidde måles i mm. Jo højere tal, jo tættere kan du komme på motivet. Jo mindre tal, jo mere af motivet kan du have på billedet.HER SKAL VÆRE TO BILLEDEKSEMPLER PÅ KORT BRÆNDVIDDE OG PÅ LANG BRÆNDVIDDE.
Når du dividerer den mindste brændvidde op i den største får du zoom faktoren. Et kamera som dækker et område fra 18mm til 55mm har 3X zoom. Dækker det fra 18mm til 180mm har det 10X zoom. Så en høj zoomfaktor siger blot noget om hvor bredt et område kameraets brændvidder dækker.
Hvad skal du så vælge? Til brug på springbaner vil jeg foreslå omkring 200mm. Skal du udelukkende fotografere dressur kan du bruge 100mm. Og vil du bare lave portrætter tæt på at din hest, så er 100mm også fin.
Heste i bevægelse?
Skal du fotografere heste i bevægelse, f.eks. spring eller military har du brug for korte lukkertider. Lukkertiden betyder hvor lang tid der bliver lukket lys ind i kameraet. Er lukkertiden f.eks. ½ sekund, så kan hesten nå at flytte sig meget, og du vil få et sløret billede. Er lukketiden 1/250 sekund, så får du som regel et skarpt billede alt efter hvor hurtige bevægelser hesten har, men til gengæld skal der være mere lys.Motivprogrammer eller fuld manuel kontrol?
De fleste kameraer har indbyggede motivprogrammer, som tager højde for de specielle ting ved hvert type motiv. Typisk er det: sport, portræt, landskab, nat. Når du fotograferer heste i bevægelse skal du vælge sportsprogrammet, som så vil vælge den hurtigst mulige lukkertid, således at du får et skarpt billede.Vælger du et kamera i den lidt dyrere ende får du fuld kontrol over kameraet, og kan selv vælge præcis den lukkerhastighed du har lyst til i den aktuelle situation. Mange gange er det et kompromis imellem lys og lukkertid. Skal du f.eks. fotografere spring i en ridehal så vil du gerne have en kort lukkertid for at fastfryse hesten midt i springet. Men når du vælger en kort lukkertid, skal der til gengæld være mere lys i hallen, hvilket der sjældent er. Derfor kan du risikere at få mørke billeder.
ISO
På nogle kameraer kan du indstille hvor følsomme de skal være overfor lys. Dette kaldes et ISO-tal og kender også fra analoge kameraer. Jo højere ISO-tal jo mere følsomt vil kameraer være for lys. Til gengæld kommer der mere støj på billederne når ISO-tallet øges.Hvad hulen skal jeg så vælge?
En god ide er at sætte sig ned og lave en liste. Listen skal indeholde de ting som kameraet SKAL kunne, og de ting som det kunne være rart at det kunne.Et forslag til en liste kunne være:
Zoom, hvor meget?
Fuld manuel kontrol?
Mulighed for ekstern blitz?
Hvilke type kort? CompactFlash, SmartMedia eller andet?
Megapixel?
Mulighed for at skifte objektiv?
Hvilken slags batterier? AA-batterier (som kan købes alle steder) eller et Lion-batteri som kun passer til netop dét kamera?
Du skal samtidig afgøre hvor meget må kameraet koste.
Så er det bare at søge på f.eks. DP-review (www.dp-review.com) og finde de kameraer som opfylder dine krav/ønsker. Der vil typisk være mere end et som gør det. Nu skal du så igang med at læse de anmeldelser de forskellige kameraer har fået. Du har samtidigt også noget mere konkret at spørge folk til råds om, end blot ”Hvilket kamera skal jeg købe”. Du kan læse mange gode anmeldelser på A-kamera (www.akam.dk)
Selve købet
Et kamera kan købes flere forskellige steder: fotohandleren, Bilka, Aldi eller måske i udlandet. Alle stederne er priserne forskellige, og det samme er servicen naturligvis. Vil du have råd og vejledning, men til gengæld betale en lidt højere pris, så skal du af sted til fotohandleren. Er prisen det absolut vigtigste så er det et af de tre sidste steder.
Personligt handler jeg næsten altid i udlandet. Simpelthen fordi der er flere tusinde kroner at spare på fotoudstyr. Tre steder hvor jeg har handlet og været godt tilfreds med service og levering er: www.technikdirekt.de, www.nycamera.net og www.digitaleyes.de. Alle tre steder kan man betale med Visa-kort.
Mit sidste kamera er dog købt i Danmark hos Photoshop.dk (www.photoshop.dk). De har fine priser, og en service som er i absolut top-klasse.
